Gitte var på hjem fra Hasle Skole, da hun passerede en underlig mand. Han virkede befippet og angstfremkaldende, syntes den ti-årige, der blev forskrækket, da hun hørte et højt brag bag sig. Hun vendte sig om og så den høje, denimklædte mand smide noget fra sig i en hæk, inden han skyndte sig væk.
Det samme gjorde Gitte. Hun følte sig utryg, så i stedet for at undersøge sagen nærmere gik hun den direkte vej hjem til forældrene, der slog Gittes historie hen. De vidste jo, hvor fantasifuld pigen var…
Men dagen efter læste Gittes far i Århus Stiftstidende, at den lokale Unibank-afdeling var blevet røvet. Han lagde to og to sammen, snakkede med sin datter og ringede til politiet, der fandt de røvede penge smidt i en hæk og lidt derfra det gevær, som var gået af, efter Gitte havde passeret manden.
Sikke en historie. Og ganske sand tilligemed.
I mange år måtte Gitte Winter Graugaard holde på hemmeligheden om den bankrøver, hun havde set. Politiet indskærpede hende, at historien skulle blive indenfor hjemmets fire vægge, for sæt nu nogen fra skolen eller kvarteret kendte manden…
»Det var vanskeligt at gå med den hemmelighed. Og ubehageligt at vide, at nogen kunne komme efter mig bare, fordi jeg havde set noget,« siger Gitte, der nu har rundet de 32 år og gjort brug af sin gamle oplevelse i sin debutbog, en ’pubertetskrimi, som hun kalder den, ved navn ’Skumle skiderikker og lyserøde skyer.
Bogen henvender sig til de spirende pubertetsbørn med sin blanding af et krimiplot og en indsigt i alle de tanker og tabuer, der rumler i ungerne, når de går ind i den kritiske alder mellem barn og voksen.
Selv har Gitte haft en god og nem pubertet, så det var ikke derfor, hun for fire år siden satte sig til at skrive bogen.
Meningen var, at det skulle have været en børnebog. Eller for at begynde ved begyndelsen: Meningen var, at det skulle have været en samling barndomserindringer fra Gitte til det ufødte barn, hun bar.
Solbeskinnet nydelse
Gitte og hendes mand Claus er begge fra Århus, men – »karakteristisk for os,« smiler Gitte – de mødte hinanden i de schweiziske alper, hvor de begge var skiguider. Sammen rejste de efter nogle års samliv til Kroatien, hvor han skulle udstationeres i sit job som skibsingeniør.
En udstationering og et barn måtte være en ideel kombination, mente parret, der drømte om både – mere – rejseliv og et nyt familieliv. Så Kroatien blev valget, da Claus fik tilbudt job i andre lande. Og et barn blev skabt. Det hele blev timet og tilrettelagt på to måneder.
Gitte, der ellers havde færdiggjort sin uddannelse indenfor international business på Handelshøjskolen med ambitioner om en karriere i udlandet, indstillede sig på et liv som medfølgende hustru, men skulle dog få tiden til at gå med noget, selvom livet var solbeskinnet nydelse i den kroatiske havneby, hvor parret slog sig ned. Og det blev så til en samling barndomserindringer, mens hun så maven vokse, og barnet tog form.
»Jeg har en god hukommelse, og når jeg tænker tilbage på episoder fra min barndom og ungdom, kan jeg mærke følelserne fra dengang, høre lydene og lugte duftene. Stemningerne fra fortiden kommer nemt tilbage til mig,« siger Gitte.
Da hun havde skrevet ti små historier, blev sagen til et projekt for hende. Gitte fik den tanke, at historierne kunne gøres til en børnebog, men mange af de episoder, hun havde skrevet ned, var fra hendes teenageår, og så omformede hun ideen til en pubertetskrimi.
»Jeg syntes også, det var mere interessant at skrive om puberteten. Det er sådan en spændende periode i ens liv,« mener Gitte, der selv gennemlevede sit mest indholdsrige pubertetsår på en ærkeamerikansk skole i Berkeley, San Francisco.
Hos Brenda og Brandon
Hendes far, der i dag er professor på Socialforskningsinstituttet, havde fået et års job på University of Berkeley. Familien tog med, men Gittes mor, der er laborant og forsker i DNA på Skejby Sygehus, kunne ikke blive væk fra sit århusjob i mere end tre måneder.
Gitte, hendes storesøster og deres far blev imidlertid boende i San Francisco i det
meste af et år, og Gitte fik plads på en multietnisk high school. Og det var noget helt andet end Hasle Skole!
»Det var en kæmpestor skole, der samlede børn fra alle sociale lag og racer. Det gav mig en indsigt i raceproblemer, og jeg var selv udsat for omvendt racisme. Jeg blev spyttet på og råbt efter – ’white bitch go home’ – fordi jeg var hvid og velstillet. Det var råt, og jeg var slet ikke forberedt på det. Jeg havde jo troet, at jeg skulle over til Brenda og Brandon fra tv-serien ’90210 Beverly Hills’,« smiler Gitte.
Men hun ville ikke have været oplevelsen foruden. Hun lærte en masse, blev knyttet tæt til sin far og vendte hjem til 1.G på Århus Statsgymnasium langt mere moden, end da hun rejste ud.
Og hun var ikke i tvivl om, at hun ville ud i verden igen, når hun fik muligheden. Sådan har hun det stadig.
»Send mig ud på en isflage, og jeg finder noget spændende der,« griner hun.
Familien har altid rejst meget i deres ferier – til Frankrig og Schweiz blandt andet.
Og efter gymnasiet tog Gitte nogle solide fjumreår – og rigeligt af dem efter hendes fars mening – hvor hun skiftevis rejste og arbejdede for at tjene penge til rejser.
Friheden uden job
Det var under en af disse rejser, hun mødte Claus. Siden slog hun sig til ro med en uddannelse på Handelshøjskolen i København, afbrudt af studier i New Zealand, inden hun var klar til nye oplevelser. Halvandet års ansættelse på et reklamebureau efter Handelshøjskolen er det nærmeste, Gitte har været et fast job. Men hun savner det ikke.
»Jeg er ikke sikker på, at jeg i dag kan slippe den frihed, der ligger i, at man ikke er bundet af et 8-16 job,« funderer hun.
Livet i Kroatien passede hende glimrende, og det blev ikke ringere, da hun og Claus blev forældre til en pige. Siden blev han forflyttet til Canada, og her kom deres næste datter til verden. Det forhindrede dog ikke familien i at udforske den canadiske vildmark på flere, lange ture, inden de i efteråret vendte hjem til Danmark.
»Og nu bliver vi her i nogle år. Måske,« siger Gitte en smule tøvende.
De har købt hus i Hørsholm, og det er sikkert og vist, at det hus skal være rammen om deres liv fremover. Men de er parate til at leje det ud på årsbasis, hvis de får muligheden for endnu en udstationering.
»Jeg bliver rastløs herhjemme. Verden er en kæmpe legeplads, der venter på mig, og jeg vil bare gerne ud i den,« siger Gitte, der heldigvis har giftet sig med en mand med samme lyster.
De er dog enige om, at når deres døtre kommer til pubertetsårene, bør de være standfaste i Danmark, for »det er så vigtigt i den alder at have gode venner og stabile rammer,« mener Gitte.
Karriere som mor
Hun har ikke fortrudt, at hun selv kastede sin drømmekarriere overbord for at blive medfølgende hustru for en skibsingeniør.
»Jeg troede, jeg skulle køre direkte ud af livets motorvej, men jeg har opdaget, at der er så mange spændende små landeveje, man også kan bevæge sig ad,« siger hun, der stadig har ambitioner – nu som mor.
»Jeg vil vældigt gerne gøre det godt i rollen som mor, og jeg har ingen ønsker om at føre det hektiske danske småbørns-familieliv, som jeg kan se, at mange af mine jævnaldrende lever i dag.«
Hendes døtre, der nu er et og tre år, går i daginstitution nogle dage om ugen, og i de timer påtager Gitte sig opgaver som tekstforfatter, ligesom hun arbejder med salgsarbejdet for sin ’Skumle skiderikker og lyserøde skyer’ og pusler med tanken om bind nr. to i det, der gerne skulle blive til en hel serie for teenagebørn.
»Det begyndte jo egentlig bare som historier til min ældste datter, men nu, hvor bogen er blevet udgivet, er jeg også opsat på, at den skal ud i verden. Men det er virkelig hårdt salgsarbejde, for ingenting kommer af sig selv i den branche. Og man bliver bestemt ikke rig af det,« kan Gitte konstatere.
Hun glæder sig imidlertid over, at hun efter år med kreativ tænkning nu kan gøre brug af sine faglige kompetencer fra Handelshøjskolen, når bogen skal sælges. Og hun nyder også den del af arbejdet.
»Det er to helt forskellige processer – at skrive og at sælge. Og jeg synes, det er rigtig skægt at bevæge sig indenfor begge områder,« siger Gitte, hvis forfatterliv ret beset begyndte med en hemmelighed, da hun var ti år gammel.
Og fandt politiet så nogensinde den bankrøver, Gitte mødte på vej hjem fra Hasle Skole?
»Ja, det gjorde de. Han blev anholdt nogle måneder senere, men jeg slap for at vidne, fordi jeg ikke med sikkerhed kunne udpege ham. Men der var andre beviser mod ham, så han endte med at få sin dom.«
»Jeg kan mærke følelserne fra dengang, høre lydene og lugte duftene.
»Jeg blev spyttet på og råbt efter, fordi jeg var hvid og velstillet.
»Verden er en kæmpe legeplads, der venter på mig, og jeg vil bare gerne ud i den.
»Jeg vil vældigt gerne gøre det godt i rollen som mor.
